Tunge løft
Muskel-skeletbesvær forårsaget af tunge løft er stadigvæk én af de største omkostninger for både virksomhed og samfund, når vi snakker om arbejdsbetingede lidelser. Samtidig er der store gevinster for virksomhederne i at have medarbejdere med høj anciennitet. Derfor er der kæmpe summer på spil, når vi snakker forebyggelse. Investeres der i de forkerte løsninger, taber virksomheden ikke blot penge til stor ærgelse, men virksomheden opnår ikke den forebyggende effekt, som der investeres i.
Producenter og forhandlere taler varmt for deres egne produkter, men tunge løft og indretning af arbejdspladsen kræver ofte et bredere perspektiv på arbejdsforholdene. Derfor giver det god mening at koble en arbejdsmiljøkonsulent på opgaven, inden der investeres.
"Jeg har mange gange forslået meget billigere og enklere løsninger end det, virksomheden var klar til at investere i. Gode ergonomiske løsninger og effektivitet går oftest hånd-i-hånd. Vi har gennem mange år været LEAN-eksperter, når det gælder konkrete ergonomiske løsninger, da en mere effektiv arbejdsgang ofte sparer på kroppen."
Hvor meget må man løfte?
"Jeg bliver ofte spurgt, hvor meget må man løfte, men det findes der ikke et enkelt svar på. Det afhænger bl.a. af, hvilket emne du står med, hvordan det skal håndteres og pladsen omkring dig. Når jeg vurderer tunge løft, kigger jeg i flere lovgivninger på én gang."
Tunge løft kræver en grundigere vurdering og løsningsforslagene hænger sammen med det hele billede af arbejdsforholdene.
Kan man ikke bare bruge sin krop rigtigt?
Når man bruger sin krop rigtigt, kan den holde til rigtig meget og bliver bare stærkere af at blive brugt, så jo der er noget om snakken! Omvendt overbelastes kroppen hurtigt, hvis man ikke passer på den og bruger den forkert. Der er dog grænser for hvad den kan holde til. Der er ikke nervebaner inde i diskusskiverne i ryggen, så du mærker ikke nedslidningen, før det er for sent. Det er derfor en god ide at få arbejdet vurderet af en ekspert.
Den rigtige træning og god arbejdsteknik er sundt for kroppen og holder den stærk langt op i årene.